Mine favoritt-hageblogger

Siste håp om gresskar på Kuretoppen endte i en sneglemage

OK. Snegleplagen er omfattende. Det er jeg jo vant til. Så jeg farer rundt med sneglekuttere i flere varianter, og klipper resolutt og nådeløst alt virvelløst jeg ser i bedene. Det blir tross alt planter igjen av dette. Det er en kamp, hobbygartner mot mollusker, men takket være iherdig innsats fra begge sider er det alltid slik at ingen taper helt, alle vinner litt.

Dette er første året jeg har gresskar, og nå vil jeg gjerne at noen forteller meg hvordan det overhodet lar seg gjøre å dyrke fram gresskar i alminnelige hager. Gresskarplanter skal ha sol, det har mine fått. De skal ikke ha for mye fuktighet, mine har fått akkurat passe. De bør plantes i komposthaugen, det har jeg gjort. De skal ha næring og vann, det har de fått. Man må passe på så sneglene holder seg unna. DER HAR JEG BOMMET TOTALT!!!!

Men si meg da; hva gjør folk som får fram gresskar? Jeg mener, sitter de i komposhaugen på døgnbasis? Har de vaktordning og turnus? Involverer de slekt og familie, ansetter de studenter? Hva gjør de i sommerferien, avlyser de den for å passe på gresskarene sine? Dynker de komposthaugen med snegledreper? Hvor brukelig blir komposten etter det? Ethvert råd mottas med takk. Ikke det at det hjelper for inneværende sesong, som man ser gikk mitt siste håp rett i magen på enda en snegle. Men jeg vil fortsatt lære til senere år. Jeg elsker hermetisert gresskar!

IMG_6536

7 comments to Siste håp om gresskar på Kuretoppen endte i en sneglemage

  • Steingrunn

    Jeg leste nettopp at snegler kan sove i tre år. Hva med å fortelle et eventyr eller synge en lullaby i ny og ne?

    • trinewa

      Et interessant innspill, Steingrunn. Ai ai ai ai ai BOFF?

      • Steingrunn

        H. C. Andersen: Sneglen og Rosenhækken. (1862)

        Rundt om Haven var et Gjerde af Nøddebuske, og udenfor var Mark og Eng med Køer og Faar, men midt i Haven stod en blomstrende Rosenhæk, under den sad en Snegl, den havde Meget i sig, den havde sig selv.
        «Vent til min Tid kommer!» sagde den, «jeg skal udrette noget Mere, end at sætte Roser, end at bære Nødder, eller give Mælk, som Køer og Faar!»
        «Jeg venter grumme Meget af den!» sagde Rosenhækken. «Tør jeg spørge, naar kommer det?»
        «Jeg giver mig Tid!» sagde Sneglen. «De har nu saa megen Hastværk! det spænder ikke Forventningerne!»
        Næste Aar laae Sneglen omtrent paa samme Sted i Solskinnet under Rosentræet, der satte Knop og udfoldede Roser, altid friske, altid nye. Og Sneglen krøb halv frem, strakte ud Følehornene, og tog dem til sig igjen.
        «Alt seer ud, som ifjor! der er ingen Fremgang skeet; Rosentræet bliver ved Roserne, videre kommer det ikke!»
        Sommeren gik, Efteraaret gik, Rosentræet havde stadigt Blomster og Knopper lige til Sneen faldt, Veiret blev raat og vaadt, Rosentræet bøiede sig mod Jorden, Sneglen krøb i Jorden.
        Nu begyndte et nyt Aar, og Roserne kom frem, og Sneglen kom frem.
        «Nu er De en gammel Rosenstok!» sagde den. «De maa snart see at gaae ud. De har givet Verden Alt, hvad De har havt i Dem; om det betød Noget, er et Spørgsmaal, jeg ikke havde Tid at tænke over; men det er da tydeligt, De har ikke gjort det Mindste for Deres indre Udvikling, der var ellers kommet noget Andet frem af Dem. Kan De forsvare det? De gaaer nu snart op i bare Pind! Kan De forstaae, hvad jeg siger?»
        «De forskrækker mig!» sagde Rosenhækken. «Det har jeg aldrig tænkt over!»
        «Nei, De har nok aldrig givet Dem meget af med at tænke! har De nogensinde gjort rede for Dem selv, hvorfor De blomstrede, og hvorledes det gik til med at blomstre. Hvorledes og ikke anderledes!»
        «Nei!» sagde Rosenhækken. «Jeg blomstrede i Glæde, for jeg kunde ikke andet. Solen var saa varm, Luften saa forfriskende, jeg drak den klare Dug, og den stærke Regn; jeg aandede, jeg levede! Der kom fra Jorden en Kraft op i mig, der kom en Kraft fra Oven,jeg fornam en Lykke, altid ny, altid stor, og derfor maatte jeg altid blomstre; det var mit Liv, jeg kunde ikke andet!»
        «De har ført et meget mageligt Liv!» sagde Sneglen.
        «Tilvisse! Alt blev givet mig!» sagde Rosenhækken; «men Dem blev endnu Mere givet! De er een af disse tænkende, dybsindige Naturer, een af de høit begavede, der vil forbause Verden!»
        «Det har jeg aldeles ikke isinde!» sagde Sneglen. «Verden kommer ikke mig ved! hvad har jeg med Verden at gjøre? jeg har Nok med mig selv og Nok i mig selv!»
        «Men skulle vi ikke Alle her paa Jorden give vor bedste Deel til de Andre! bringe hvad vi kunne -! ja, jeg har kun givet Roser! – men De? De, som fik saa Meget, hvad gav De Verden? Hvad giver De den?»
        «Hvad jeg gav? Hvad jeg giver? jeg spytter af den! den duer ikke! den kommer ikke mig ved. Sæt De Roser, De kan ikke drive det videre! lad Hasselbusken bære Nødder! lad Køer og Faar give Mælk; de have hver deres Publicum, jeg har mit i mig selv! jeg gaaer ind i mig selv, og der bliver jeg. Verden kommer ikke mig ved!»
        Og saa gik Sneglen ind i sit Huus og kittede det til.
        «Det er saa sørgeligt!» sagde Rosentræet. «Jeg kan med bedste Villie ikke krybe ind, jeg maa altid springe ud, springe ud i Roser. Bladene falde af, de flyve hen i Vinden! dog een af Roserne saae jeg blive lagt i Huusmoderens Psalmebog, een af mine Roser fik Plads ved en ung, deilig Piges Bryst og een blev kysset af en Barnemund i livsalig Glæde. Det gjorde mig saa vel, det var en sand Velsignelse. Det er min Erindring, mit Liv!»
        Og Rosentræet blomstrede i Uskyldighed, og Sneglen dvaskede i sit Huus, Verden kom ikke ham ved.
        Og Aaringer gik.
        Sneglen var Jord i Jorden, Rosentræet var Jord i Jorden; ogsaa Erindringsrosen i Psalmebogen var veiret hen, – – men i Haven blomstrede nye Rosenhækker, i Haven voxte nye Snegle; de krøb ind i deres Huus, spyttede, – Verden kom ikke dem ved.
        Skal vi læse Historien om forfra igjen? – Den bliver ikke anderledes.

        • trinewa

          Herlig! Nydelig! Den var ny for meg, takk for at du delte den!

          Kvitterer med en noe mer prosaisk tekst. Den har melodi også, den skal jeg spare omverden for. Forfatter og komponist ukjent.

          En snegl og nok en snegl og nok en snegl
          Turumtumtum
          Kom vaggende fra fest for fulle segl
          Turumtumtum
          De krøp sakte inn i hvert sitt hus
          Og ynket over hver sin rus
          Da sa den ene sneglen, den som sist var krøpet inn:
          -En av oss må gå og hente Aspirin
          Turumtumtum

          De sendte av sted den minste lille snegl
          Turumtumtum
          Mens de andre, de lå hjemme og be negl
          Turumtumtum
          Det gikk først en måned, siden to,
          Det ble høst med regn og sno
          Da sa den ene sneglen, den som sist var krøpet inn
          – Nå skull’ han sannelig vært her med Aspirin!
          Turumtumtum

          Da fikk de se, ved bakkekammens topp
          Turumtumtum
          To røde følehorn som dukket opp!
          Turumtumtum
          Der lå sneglen fire skritt ifra:
          -Jeg hørte nok hva dere sa!
          Men ligger dere slik og kritiserer farten min,
          går neimen ikke jeg og henter Aspirin!
          Turumtumtum

          • Steingrunn

            Haha! Rørende. Og de får altså røde følehorn når de er iltre…

  • I fjor tok sneglene alle mine gresskarplanter, men i år har de foreløpig fått stått i fred. Jeg har dem ikke i komposten, der pleier det å være for mange snegler, men de står i en pallekarm med veldig god jord. Der stod de forsåvidt også i fjor. Hilsen Ingeborg

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>